februar 12, 2012

Uge 2 - Programmet holdes

Dette blogindlæg er en del af en række indlæg, som omhandler træningen til mit første maraton - Copenhagen Marathon 2012.

Mandag startede med 8 kilometer tunge ben i sne. Ikke en god kombination mandag morgen. Men det er nu stadig en fed måde at starte ugen på. Jeg læste i øvrigt en god artikel, der argumenterer for at løbe uden "kunstig lyd" i ørene, i weekenden (noget jeg altid gør). Måske skulle man prøve at løbe i stilhed?

Tirsdag blev til 45 minutter bakker i stedet for 45 minutter interval, da sneen gjorde det vanskeligt at løbe rigtigt stærkt.

Onsdag tog jeg først fejl af dagene og var ved at gøre mig klar til krydstræning, men opdagede at programmet dikterede løb. Lidt demotiverende, når jeg lige havde sat mig op til en tur i træningscentret... Derefter tog jeg så fejl af ruterne og løb kun 6,5K i stedet for 8K. :-/

Torsdag kom jeg så i træningscentret. Fik cyklet i ca. 25 minutter så sveden haglede og tog derefter nogle 90 kilos benpres. Efter denne træning, synes jeg at kunne mærke, de sidste fem træningsdage i benene og jeg glæder mig efterhånden til lørdagens hvil (som skal tilbringes i et fly på vej til Gran Canaria). Men der er ikke andet for end at holde kæft og træne1.

Fredag eftermiddag måtte jeg springe arbejdets tour-de-kontor over, da jeg ikke kunne nå at løbe om morgenen og derfor skulle ud og løbe intervaller efter arbejde. Lidt trist, men man kan ikke træne ordentligt med champagne i maven og alkohol i blodet. Intervallerne gik i øvrigt fint med ca. 5 sekunder hurtigere kilometertid end normalt.

Lørdag var hviledag, hvilket passede fint, fordi vi skulle flyve til Gran Canaria.

Søndag stod på 11 kilometer løb i solopgang før morgenmaden i 10-15 graders varme i Maspalomas, hvilket på dette tidspunkt af døgnet vist var ca. 20 grader varmere end i Danmark. Kimmie løb med på de første 5 kilometer.

Alt i alt en uge, hvor programmet for det meste blev overholdt, men absolut også en uge, hvor jeg kunne mærke trætheden melde sig.


  1. Som tøserne her opfordrer til.