februar 26, 2012

Uge 4 - Ingen snyd

Dette blogindlæg er en del af en række indlæg, som omhandler træningen til mit første maraton - Copenhagen Marathon 2012.

Mandag var 30 minutter i roligt tempo inden en hjemmearbejdsdag. Intet spændende der.

Tirsdag stod på 40 minutter intervaller, som jeg absolut ikke havde lyst til. Jeg var træt, lige kommet hjem fra arbejde, havde ondt i halsen og følte mig generelt skidt tilpas. Så beslutningen om at løbe blev først endeligt truffet efter jeg var kommet helt op ad trapperne og så løbeskoene vente på måtten foran vores hoveddør. Om aftenen dejsede jeg omkuld på sofaen før 21.00.

Onsdag hed så 8K almindeligt løb. En tur jeg rent faktisk havde lyst til. Een af fordelene ved at variere sit løb er at man finder ud af hvad man kan lide og hvad man knap så godt kan lide - og jeg kan faktisk rigtigt godt lide at løbe uden 'opgaver' (som eksempelvis fartleg og intervaltræning).

Torsdag var 40 minutter bakketræning. Det gik udemærket, men var ikke imponerende (jeg kunne godt have presset mig selv mere). Men det var en okay dag.

Fredag cyklede og styrketrænede jeg i det lokale fitnesscenter, da programmet dikterede krydstræning. Helt rart ikke at skulle ud og løbe, men stængerne blev presset alligevel.

Søndag skulle jeg så løbe 10 kilometer hurtigt. Det vil sige, så hurtigt som jeg nu kan. Jeg skar 1:36 af min baseline og er nu nede på 46:22, hvilket jeg egentligt er meget godt tilfreds med på nuværende tidspunkt.

En af de ting der gør at jeg indtil videre ikke har misset et eneste træningspas er, at Kimmie aldrig giver mig undskyldninger for at 'snyde'. Tværtimod. Hver gang jeg bare antyder, at jeg har lyst til at springe over kommer hun med en kommentar á la 'men det gør du ikke, for du er sej' - og så tager jeg tøjet på og kommer i gang. For jeg vil så gerne være sej. :)