marts 25, 2012

Uge 8 - Programmet holdes... Ikke

Dette blogindlæg er en del af en række indlæg, som omhandler træningen til mit første maraton - Copenhagen Marathon 2012.

Mandag benyttede jeg den frivillige dag til en pause. Dels fordi jeg var en smule slidt efter søndagens halvmaraton og dels fordi jeg ikke rigtigt havde tid til at løbe.

Tirsdag skulle jeg så løbe 45 minutter fartleg, men det blev bare til 45 minutters almindeligt løb, da det trak en anelse i venstre baglår og jeg har lovet at lytte bedre til det min krop fortæller mig efter skaden.

Onsdagens løbetur var en stille og rolig tur på 6,5 kilometer, som blev taget fra morgenstunden. Jeg synes stadig jeg er noget mærket efter min lange tur i søndags. Ikke noget, som føles forkert eller gør ondt, men jeg synes det er svært at få tiderne ned hvor de plejer at ligge.

Så fordi jeg synes det er svært at få trænet ordentligt igennem i hverdagene - hvor jeg træner hastighed - overvejer jeg at lave om i mit løbeprogram, så jeg ikke skal løbe så langt hver søndag fremover. Omvendt kan jeg faktisk godt lide de lange ture og rent mentalt, er det rart at vide, at jeg kan løbe langt. Så helt ud af programmet ryger de ikke.

Torsdagen stod på 45 minutter intervalløb, som egentligt gik okay. Men mine tær er godt smadrede; især højre "langetå".1

Fredag var en lang tur i træningscentret med cykling, benpres, crostrainer og læg-styrketræning. Tæt på krampe i læggene til sidst, men så kan de sgu lære det!

Søndag skulle jeg løbe 22 kilometer, men besluttede mig for at gøre alvor af ikke at følge programmet, men i stedet se hvor hurtigt jeg kunne løbe 5 kilometer. Det kunne jeg så på lige under 21.20. Bagefter var jeg dog lige ved at hoste mine lunger op.2


  1. Bare rolig, jeg uploader ingen billeder. :-) 

  2. Men vi havde også lige gjort forårsrent på soveværelset, så det er nok bare astma. ;-)