Jeg er Kresten Jacobsen. Dette er min log.

maj 21, 2012

MARATON

Dette blogindlæg er en del af en række indlæg, som omhandler træningen til mit første maraton - Copenhagen Marathon 2012.

Så kom dagen for Copenhagen Marathon 2012 endelig.

Optakten

Selve optakten til maraton startede et par dage før, hvor jeg på opfordring fra en garvet løber drak meget vand for at sikre, at jeg havde så meget vand i kroppen, som jeg kunne få. Dagen før drak jeg så bare som sædvanligt (måske lidt mere) og om aftenen gik jeg ud og spiste en 5 retters menu med Kimmie og mine forældre. Inden jeg gik i seng sørgede jeg så lige for, at alt var klart til dagen efter, så jeg ikke skulle bruge morgenen på at huske ting, men bare skulle koncentrere mig om maraton.

Morgenen

Morgenen for maraton, var planlagt på klokkeslet ud fra en artikel i Politikens maratonavis, som man fik med i sin "goodie bag". Min morgen så således ud (c/p fra en note jeg lavede på min telefon):

• 0600 Alarm ringer
• 0610 Lave mad (havregrød og æg)
• 0630 Spise
• 0700 Hvile / fordøje morgenmad
• 0800 Gå hjemmefra
• 0900 Mødes m. Tuxen
• 0915 Drikke
• 0930 Løbe

Det eneste punkt der blev afveget fra var "0915 Drikke". Jeg var stadig rimeligt fyldt i maven og var nervøs for at have for fuld mave.

Løbet

Kl. 9:29:50 blev der talt ned og ca. 6 minutter efter krydsede jeg startlinien. Man mærker en del nervøsitet - ikke mindst sin egen - i sådan et startfelt.

De første 15 kilometer var - løbemæssigt - relativt begivenhedsløse. Kilometertider på lige under 5:10, hvilket var en anelse hurtigere en planlagt, men helt inden for den acceptable variation. Kilometerne fra 15 til 25 var hæderlige, men absolut ikke imponerende. Trætheden begynte langsom at sætte ind og ved det halve maraton går det op for mig hvor langt der stadig er, til det er overstået.

Fra den 27. kilometer begyndte benene så at være tunge og fra ca. 30 kilometer, gjorde de nas. Kilometertiderne blev dårligere og dårligere, men jeg kan se i iPhone app'en, at jeg faktisk har overhalet allerflest fra den 25. kilometer og frem¹ - formodentligt fordi jeg ikke var nede og gå på andre tidspunkter end, når jeg skulle drikke ved vandposterne. Så selv om det gjorde ondt, jeg løb mærkeligt (ifølge min lillebror) og tempoet faldt, havde min far - som cyklede med på dette tidspunkt - ret, da han på Østerbrogade bemærkede, at jeg "altså overhalede flere end, der overhalede mig".

De sidste fem kilometer ville jeg bare gerne ned og gå. Dem der gik så ud som om de havde det meget bedre end mig. Men jeg forsøgte at sige til mig selv, at nu var jeg nede på en distance, som jeg skal kunne løbe - uanset smerteniveau.

Men hver gang vejen svingede, røg der en lille flig af standhaftigheden. Først da Langebro kom til syne, var jeg sikker på at jeg ville gennemføre i løb. Jeg prøvede at spurte en smule til sidst, men de andre løbere kom i vejen og jeg havde ikke kræfter til at løbe uden om dem.

Da jeg så krydsede målstregen, var jeg lykkelig over endelig ikke at skulle løbe mere.

Status

Jeg nåede begge mine mål, så jeg kan faktisk være ret tilfreds. Jeg ville selvfølgelig gerne have klaret det endnu bedre, men jeg mener faktisk ikke jeg lavede nogen fejl og kunne have forberedt mig meget bedre. Så jeg skal ikke pive (over dét, i hvert fald).

Og så er det hele ligepludseligt slut. Eller næsten i hvert fald. Muskelømheden og ankelsmerterne skal lige fortage sig, men SÅ er det også slut.

KÆMPE TAK herfra til alle jer, der havde taget opstilling langs ruten. I var samtidigt meget motiverende og pisse irriterende i al jeres energiske hujen!