Jeg er Kresten Jacobsen. Dette er min log.

oktober 25, 2012

Første uge med Esther

Nuich, det er hårdt at være far. Der er så utroligt mange bekymringer.

Siden mit sidste indlæg er Kimmie og Esther blevet udskrevet og er kommet hjem. Det er rigtigt dejligt at være sammen med de to tøser døgnet rundt, men det var for tidligt de blev sendt hjem. Vi havde ikke styr på amningen endnu og Esther havde tabt en del vægt.

Nu tror jeg ikke Kimmie og jeg er dårligere begavet en gennemsnittet, men vi havde simpelthen fået så mange modsat rettede og forskellige råd om amning, så det var svært for os at finde ud af hvad der var op og ned. Vi havde (naturligvis) læst en del inden Esther kom til verdenen, men når man er førstegangsforældre, tror jeg mange famler sig lidt frem. Vi gjorde ihvertfald - og vi blev ikke rigtigt hjulpet på vej, synes vi, men i stedet vippet tidligt ud af barselsafdelingen.

Dagen efter pigerne var kommet hjem, var vi på barselsambulatoriet. Her blev Esther vejet og hun havde nu tabt over 10% af sin fødselsvægt. Ikke ligefrem rart, når amningen ikke kørte og hun ofte mødte brystet med apati¹. Vi blev rådet til at pumpe mælk ud og give hende det som supplement med en kop eller sprøjte, da det var vigtigt hun begyndte at tage på nu².

Den følgende dag havde hun igen tabt sig og vi fik at vide, at vi ikke blot skulle håndholde supplementet, men give hende den fulde dosis via sprøjten, som vist på det tidspunkt var 37ml hver tredje time. Havde vi så sultet vores stakkels datter de foregående dage? Vi var fortvivlede.

På tredjedagen var vi så tilbage på barselsambulatoriet; hun havde taget 60 gram på. Endelig var vægtkurven knækket! Vi var lykkelige. Vores stopfodring havde virket. Men så kom endnu en jordemoder og serverede sin holdning: det var slet ikke nødvendigt at håndholde mælken på den måde. Vi skulle 'bare give amningen tid'. WHUT?!? Vi var rent ud sagt pisse sure.

Kimmie bad jordemoderen om at tale med sine kolleger, så vi kunne få én udmelding om hvad vi skulle gøre i stedet for en ny hver gang vi talte med en ny person. Vi blev i første omgang ikke mødt af meget forståelse. Men efter et stykke tid virkede hun som om hun forstod situationen og forsøgte at hjælpe os videre. Uanset hvad vidste vi nu at vi havde et ekstra trick i ærmet i form af brystpumpe + sprøjte.

De sidste par dage har vi så hverken vejet Esther eller talt med jordemødre og det har faktisk været ret rart. Amningen kører meget bedre og vi stoler mere på at Esther nok, på hendes egen måde, skal fortælle hvis der er noget galt. Hun vil ikke altid spise hver tredje time, som jordemødrene ellers siger at hun skal (det er een af de få ting, de rent faktisk er enige om). Til gengæld tømmer hun så ofte begge Kimmies ’mælkejunger’³ i et måltid. Såe, det går nok.

Men ugen har slet ikke været lutter frustrationer. Vi har nu også haft det dejligt og nydt at være sammen allesammen - og ind i mellem en stille stund, som den på billedet, hvor jeg sad og så Clement drille Barfod på DR2, med Esther på brystet, mens mor sov. Masser af kærlighed!