januar 19, 2014

Uge 2 - Dum ankelskade

Denne post er en del af en række, hvor jeg skriver om mine anstrengelser op til VM i halvmaraton 2014.

Hvile | 6,5K | Hvile | 6,5K | Kryds (H) | Hvile | 8K

Tirsdag bød på 6,5K almindeligt løb kl 06:30, da Kimmie havde mulighed for at aflevere Esther og jeg derfor kunne starte dagen med en løbetur i stedet for at skyde den til efter a-maden. At træne om morgenen er næppe manges favorit og det er det absolut heller ikke for mig - det føles lidt som om man er syg - men det er fantastisk at møde på arbejde og allerede have trænet. Deruover havde Kimmie møde om eftermiddagen og jeg vidste derfor at jeg også havde Esther indtil aften.1

På arbejdet tirsdag hoppede jeg kækt over et gelænder og landede forkert på min fod, som jeg havde ondt i indtil torsdag, og var gevaldigt bekymret for om det nu var en skade, der skulle trække ud og forhindre mig i at træne den kommende tid.

Torsdag var det løbedag igen, men en frisk joggetur til toget afmonterede det. Den ankel jeg troede var i hopla igen, var det tilsyneladende ikke. Det gør ikke vildt ondt, men føles bare helt galt; som om noget der ikke skal støde sammen, støder sammen. Denne følelse fortsatte desværre indtil lørdag og jeg fik derfor ikke løbet før søndag.

Søndag var så ugens lange tur (8K), hvilket egentligt gik okay. Jeg kunne dog stadig mærke anklen på ujævnt underlag og da jeg prøvede at løbeuden astmaspray, var jeg ret udmattet, da jeg kom tilbage - en følelse, der holdt ved resten af søndagen og resulterede i at jeg faldt i søvn i lænestolen med Esther på skødet og Lille Prinsesse kørene på Netflix mens Kimmie lavede mad i køkkenet. God kone. :-)


  1. Hvordan eneforældre får det hele til at hænge sammen er et mysterium for mig. Havde vi ikke været to, ved jeg ikke hvordan der hele skulle have hængt sammen. Hatten af for eneforældre.