september 30, 2014

Min Første Mac

Object 04

Efter jeg så disse enormt flotte billeder1 af en Mac Classic, kom jeg til at tænke på mit første møde med Mac-verdenen i starten af 90'erne. Det var tre 10" Macs, som stod på rad og række, på det lokale bibliotek. Udover at jeg slet ikke kendte til Macs før da - og syntes at en så helstøbt maskine med integreret skærm og computer og et helt andet operativ system var spændende - så var det især interessant, at de var forbundet til internettet. Før disse computere havde mit eneste kendskab til internettet været via Internets2 forløber BBS (Bulletin Board System), som var en ren-tekst brugerflade, som vi kendte fra DOS i Microsoft verdenen.

Indgangen til Internet gik således via vores lokale biblioteks Macs og fra dem videre til Yahoo!, som var kongen dengang. Internet virkede som et kæmpe stort - ucensoreret - sted, hvor alt var muligt. Det var virkelig "det vilde vesten". De store firmaer dominerede ikke endnu; siderne vi fandt var mere præget af at være små sites bygget af entusiaster og freaks, som kunne udstille ting, som de ikke turde udstille andre steder. Udover forstyrrende - og langsomt loadende kornede - billeder var mange sites præget af animerede GIF's og <BLINK>-tags, der kunne have sendt selv den hårdeste epileptiker i gulvet.

Efterhånden som vi blev trætte af disse amatørhjemmesider og vi langsomt selv begyndte at få maskiner og forbindelser i hjemmene, der kunne klare WWW, forsvandt interessen for Macs'ne. Jeg begyndte at spille spil på min egen PC derhjemme og sad og lavede sindrige installationsscripts (Batch-filer) til når spillene skulle deles med vennerne.

Interessen for computere forsvandt aldrig og selvom jeg brugte mit krudt på andre spændende ting (piger, øl og filosofi), så havde jeg absolut ikke regnet med, at jeg skulle læse datalogi på universitetet - og det var da heller ikke på datalogi jeg først fik øjnene op for Macs igen.

Efter jeg var startet mit studie gik det relativt hurtigt op for mig, at jeg havde mere styr på computere end resten af mine medstuderende og jeg blev af flere af dem opfordret til at læse datalogi. Jeg vidste, at jeg skulle læse filosofi og videnskabsteori, som det ene fag - det var derfor jeg startede på uni - men anede på daværende tidspunkt ikke hvad det andet skulle være. Mens jeg læste på Humanistisk Basisuddannelse og senere Filosofi begyndte jeg så faktisk igen at nørde med computere. Det var blandt andet her jeg fik øjnene op for andre operativ systemer - i første omgang Linux, som jeg afprøvede i forskellige varianter.

Men så en dag til en filosofiforlæsning, hvor jeg sad og for gud-ved-hvilken-gang skulle høre på en gennemgang af Platons hulelignelse, så jeg en et par rækker foran mig, én der sad og tog noter på en Mac. Vinduerne susede med en simpel gestus ud i siden af skærmen og røg retur igen to sekunder efter. I næste nu blev alle vinduerne resizet og gjorde plads til at de alle kunne vises samtidig så min medstuderende kunne skifte program med trackpad'en. Det var OS X' Exposé, men det vidste jeg ikke på daværende tidspunkt. Jeg var solgt. Det næste års tid så jeg flere og flere Macs, men de var stadig slet, slet ikke så almindelige som Windows computere.

I 2005 annoncerede Steve Jobs så at Apple ville skifte hele deres Mac lineup fra PowerPC processorer til Intel, hvilket gjorde det muligt for en semi-nørd som mig at installere og afvikle Windows side om side med OS X. Det gjorde, at jeg lige pludselig som studerende turde bruge mine sparsomme penge på en Mac - jeg kunne jo bare skifte operativsystem, hvis jeg ikke kunne forlige mig med Mac'ens. Det blev aldrig et problem.

Så i slutningen af maj 2006 fik jeg min Mac. En hvid MacBook med Mac OS X Tiger. Den blev slæbt med overalt over de næste tre år - når den ikke lige var på værksted, altså. For jeg havde fået en maskine med mange børnesygdomme. Og den endte sine dage i 2009, ureperaret efter en længere disput med Apple om hvem der skulle betale værkstedsregningen.

Men uagtet min kontrovers med Apple og min mindre-end-perfekte hvide MacBook, så var jeg fanget. OS X havde fået hold i mig. Så jeg købte en ny MacBook Pro, som stadig kører upåklageligt her fem år, en fordobling af ram og installering af en SSD senere.

Seneste skud på stammen er så en brugt Mac mini Server, som står på kontoret og snurrer og holder styr på familiens fotos ol. Den trænger dog også til at få en SSD-opgradering som min MacBook Pro.

Men min første Mac vil altid være den fra biblioteket, som var forbundet til World Wide Web og som altså ligner den fra de utroligt flotte billeder her.

Object 04


Mit næste Mac-køb forventer jeg bliver en MacBook Air, men det kræver at Apple løser et par tekniske udfordringer med den model først. For det første skal Air'en opgraderes med en retina-skærm, selvom Air'ene allerede har ret høj opløsning, så er retina altså den nye standard.3 For det andet skal batteritiden holdes på niveau for den nuværende Air, hvilket ikke er en simpel opgave med de ekstra pixels en Retina skærm har uden at gøre den markant tungere og / eller større.


  1. Billederne er bragt med tilladelse fra ejeren

  2. Internet med stort "i", da det dengang blev brugt som betegnelse for World Wide Web eller den grafiske udgave af det fremstormende verdensomspændene computernetværk, som vi dag blot kender som "internettet". 

  3. Se evt. forskellen på skærmene iPhone 3GS og iPhone 4. Man kan aldrig gå tilbage.