oktober 21, 2015
Løbeorlov...
TL;DR - Jeg er blevet lige lovlig blød siden Emil kom til, så det er på tide at finde løbeskoene frem.
Kimmie spurgte mig et stykke tid inden, jeg gik på orlov hvad mit mål for orloven skulle være. Jeg svarede kækt, at det var at holde Emil i live. Men det var ikke det hun tænkte på. Næ, hun tænkte, at det var fornuftigt at have noget at stræbe efter, så jeg ikke gik og blev bims af kun at tale med baby.
Så jeg drømte lidt om dengang jeg løb meget og om det fysiske og psykiske overskud, jeg synes jeg havde.1 Jeg er meget enig med Mamma Maren, som bl.a. løber for at få overskud i en presset hverdag. Løb giver mig et åndehul hvor tankerne kan få frit spil og jeg kan arbejde med de tanker, krav og indtryk, som ellers bliver skubbet i baggrunden eller - helt meditativt - kan fokusere på at mærke kroppen ramme naturen og lytte til åndedrættets rytme. Derudover er der selvfølgelig de helt åbenlyse fysiske gevinster. For mig betyder det eksempelvis, at jeg stort set ikke får ondt i ryggen, hvis jeg løber. Men løber jeg ikke har jeg perioder, hvor jeg dårligt kan løfte mine børn. Og endelig jeg kan spise hvad jeg vil - uden at blive tyk.2 :)
Det er bare pokkers svært at få passet motion ind i en travl hverdag, hvis ikke det skal gå ud over familie, arbejde eller søvn. Så derfor retur til min orlov... Lige nu har jeg en gylden mulighed for at få sparket en god vane i gang inden hverdagen melder sin ankomst. Mit problem er nemlig, at jeg synes det er møjsvært at starte sådan noget op, når jeg er presset i hverdagen. Men omvendt har jeg et håb om at det bliver overskueligt at vedligeholde, hvis jeg allerede har etableret en god vane. Så planen er, to-tre gange om ugen, at aflevere Esther i børnehave, med tightsne smurt på og løbejakken lynet og få gang i de stive stænger med Emil spændt fast i løbevognen. Målet med det hele er så at kunne løbe 15km uden alt for meget besvær inden hverdagen melder sin ankomst i januar. Kan jeg det, vil jeg kunne løbe ind på arbejde, og på den måde få indlagt motion, som en del af transporttiden.
Så når Kimmie spørger næste gang, kan jeg fortælle hende, at jeg har fundet et mål - og at det ikke (kun) er at holde Emil i live.